Del denne artikel
FaceBook  Twitter  

Kan det lade sig gøre at opbygge et netværk af aktivister i Udkantsdanmark?

Da vi besluttede os for at kalde til ”Oprør fra udkanten” var Viggo og jeg enige om, at det skulle have karakter af en bevægelse ”nede fra”. Altså i god dansk demokratisk tradition. Vores drøm var en folkelig bevægelse, som man vovede at kalde sådan noget i gamle dage.

 

Vi havde en tro på, at det kunne lade sig gøre, og vi havde en fornemmelse af, at tiden var inde. Fordi vi rundt om i landet møder så mange selvstændigt tænkende mennesker, der ganske som vi selv er dødtrætte af den urimelige diskrimination, yderområderne udsættes for.

Når man kommer omkring i Danmark som foredragsholder ved man, at der er en helt anden offentlighed i Danmark, end den, der normalt aftegnes i mediebilledet. Da jeg i 1990’erne var chef for DR P1 blev jeg en gang spurgt af en medieprofessor, om hvem det egentlig var, vi lavede radio for? Og jeg svarede, som sandt var, at min ambition var, at vi på P1 skulle være dygtige nok til at ”lave radio for den myndiggjorte borger”.

For uden myndiggjorte borgere er det jo latterligt at tale om demokrati. Et folkestyre uden folk er selvsagt en parodi. Den situation er vi lykkeligvis heller ikke i, for Danmark vrimler med myndiggjorte borgere. Og det var med dem i tankerne, vi vovede at søsætte oprøret fra udkanten.

Nu mindre end en måned efter åbningskonferencen i Ærøskøbing har vi opbygget et netværk på flere hundrede medlemmer. Det er i sig selv glædeligt.

Der har været betydelig gennemslagskraft i medierne. Det er også glædeligt og vigtigt.

Men dertil kommer, at den positive og fremadrettede stemning af, at ”nok er nok”, som var så tydelig ved konferencen den 27. september, går igen og igen i telefonsamtaler, mails og snak mand og kvinde imellem i de forløbne uger.

Vi har mødt så mange eksempler på lokalsamfund, der virkelig kæmper og har behov for kontakt med ligesindede, at troen på at det her skulle starte på græsrodsplan, er blevet bestyrket igen og igen. Og det har vist sig både vigtigt og rigtigt at knytte oprøret til kampen for at vise ”Mulighedernes land 2.0”. Udkanten vrimler med mennesker, der dokumenterer netop alle de muligheder, yderområderne rummer. Men skævvridningen af landet gør det så urimeligt svært, at få mulighederne til at foldes ud og springe i blomst. Det er faktisk lige til at blive rasende over. Men det er en konstruktiv vrede fra myndige mennesker, der nu er blevet trætte af venlige politikerord uden dækning.

Vi er over 800.000 mennesker i Udkantsdanmark. Vi gider ikke længere blive behandlet som anden klasses medlemmer af samfundet. Derfor er oprøret nødvendigt. Derfor er det så vigtigt, at der er kraft og saft i rødderne.